tirsdag den 15. juni 2010

Al begyndelse er svær...

... især, når man skal lære påny - og netop dette faktum har holdt mig fra at forsøge. I dag overvandt jeg frygten og sprang op på hesten (læs: cyklen) og ved I hvad? Jeg kunne sagtens orientere mig og blev ikke dårlig; total optur! Så nu er det slut med at forbinde cykelture med angst og ubehag, hvilket er en enorm lettelse. I tilfælde af, at I undres af ovenstående, vil jeg da lige fortælle, hvad der endte med at gøre mig uegnet som cyklist. Here it goes:

I december måned (sidste år), vågner jeg en morgen med pludselig hovedpine og sløret syn, hvilket jeg først antager er et migræneanfald. Jeg har været plaget af hovedpine siden barnsben - så en omgang migræne er ikke et ukendt fænomen, men da hovedpinen i løbet af dagen aftager og synet ikke vender tilbage, bliver jeg klar over, at der er noget helt, helt galt... Jeg kontakter derfor egen læge, som sender mig til en neurolog, der sender mig videre til en øjenlæge - der til sidst henviser mig til skadestuen, hvor jeg får konstateret et forhøjet tryk i hovedet; cerobrospinalvæsen bliver ikke dræneret, hvilket har medført et enormt tryk på min synsnerve og dermed en forringelse af synet! Jeg bliver indlagt og får indopereret et dræn i hjernen, som leder væsken ned i bughulen; et kaotisk forløb, der ender med tre operationer, idet drænet indlægges i blinde og skal føres 8 cm. ind i hjernen (ikke en let opgave - ej heller for en dygtig kirurg) - ikke nok med dét, mit maveskind springer op og ud vælter al min hjernevæske, da drænet åbenbart ikke er lagt korrekt. Der skulle handles hurtigt, da jeg ellers risikerede at blive blind og til min store lettelse, begynder synet langsomt at vende tilbage allerede få dage efter den sidste operation - men det tager tid og de første mange uger efter udskrivelsen, kan jeg ikke engang handle uden at blive dårlig. Heldigvis bliver mit syn bedre og bedre, som månederne skrider frem og i dag, et halt år efter, ser jeg næsten normalt. Jeg ender nok med et par briller, men det er jo til at leve med! Det har taget tid og jeg bemærker da dagligt, at mit syn ikke er som før - men nu kan jeg da færdes på gaden igen uden at blive svimmel, kaste op og komme tilskade! Mest af alt, er jeg bare lykkelig for, at jeg fik mit syn igen!

Køn er jeg ikke, men sådan så jeg ud under indlæggelsen!

Det er i øvrigt fascinerende, hvor stor betydning en simpel tur i sadlen kan få alene på dét grundlag, at en cykeltur måske aldrig ville blive en realitet igen. Ikke mere selvanalyse for i aften, men husk at nyde jeres næste tur på hesten - om ikke andet, så for min skyld?

7 kommentarer:

  1. Puuha, sikken oplevelse - har en veninde, der aldrig har fået synet helt igen (det er meget nedsat), så har kunnet følge hende fra sidelinien! Ka' godt forstå du er lykkelig over at kunne se, dét virker så selvfølgeligt indtil man mister det,ik?!
    Dejligt, du har haft en skøn cykeltur ;-D
    /xxx Nete

    SvarSlet
  2. Puha sikke en grum oplevelse, men godt at høre det så småt lysner.
    Det er flot du vil dele den oplevelse med os, det kan ikke have været let.

    SvarSlet
  3. Sikke en omgang. Jeg er glad for du kom igennem det. Jeg oplevede selv for nogle år siden at besvime, da jeg kom til mig selv, var jeg meget svimmel, jeg kunne ikke gå, fik det rigtig slemt i mørke og når jeg læste og så fjernsyn blev det værre, hvilket jeg så ikke gjorde.

    De første tre uger var jeg indlagt, hvor lægerne tog alverdens prøver, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var galt eller hvordan de skulle fikse det. Det endte med at jeg blev udskrevet og kom til genoptræning, hvilket ikke direkte hjalp men jeg fik mere kontrol over det, og til sidst kunne jeg næsten gå uden at støtte mig til noget. Jeg nåede at være svimmel næsten 4 mdr, til sidst fik jeg mange voldsomme svimmelanfald og en morgen vågnede, jeg med sådan et, da det var væk var svimmelheden helt væk.

    Det er meget mærkeligt, det med den ene dag at være helt rask, og så den næste ikke vide om man nogensinde kommer sig. Jeg fik virkelig tænkt over mit liv i de fire mdr (jeg kunne på den anden side heller ikke så meget andet). Så er det slut med at blive irriteret over køen i netto...

    - Vibeke

    SvarSlet
  4. Puha sikke en omgang! Det lyder helt vildt ubehageligt :(

    Dejligt du fik en cykeltur uden gener idag.. Kan godt forstå du er glad over det :D

    SvarSlet
  5. Hey Piger!
    Tak for de søde ord! ;o)
    Det var en slem omgang og man bliver SÅ forskrækket, når man pludselig bliver syg fra den ene dag til den anden, som Vibeke også skriver... Jeg har lært at sætte pris på de små ting i livet, som fx en cykeltur - og alt sættes i perspektiv!
    Knus fra Maria.

    SvarSlet
  6. Puha, sikke dog... Det er rigtig flot at du deler din historie med os, og også inspirerende - jeg vil hvert fald nyde at cykle til/fra arbejde fremover, for din skyld :o) Men der går vel ikke længe før du selv kan nyde at cykle lange ture, og din ferie med kæresten i Norge må da også blive en kæmpe oplevelse for dig!

    SvarSlet
  7. Det lyder som en rigtig ubehagelig oplevelse du har været igennem, men hvor er det dog fantastisk at du er kommet igennem det med så gode resultater.

    Ligesom Vibeke har jeg også selv prøvet at der blev vendt op og ned på min hverdag da jeg engang for 5 år siden rejste mig efter en arbejdsdag og ikke kunne gå uden store smerter. Jeg kom igennem diverse besøg hos læger og fik foretaget scanninger, der viste at jeg havde fået slidgigt i en alder af bare 19 år. I årene efter blev det kun værre og spredte sig fra knæ til håndled, ankler, fingre og albuer og selvom jeg efterhånden har lært at leve med de begrænsninger det sætter så er jeg stadig misundelig på dem, der kan gå en lang tur i skoven eller danse rundt til musik en fredag aften uden at skulle bekymre sig om konsekvenserne.

    Så ja nyd det mens I er raske for det er altså en uvurderlig gave :)

    SvarSlet